HoltenMortensen.dk - Anne, Christian, Sofie og nu også Thomas

Deprecated: preg_replace() [function.preg-replace]: The /e modifier is deprecated, use preg_replace_callback instead in /var/www/holtenmortensen.dk/public_html/wp-includes/functions-formatting.php on line 76

Jeg havde en fantastisk tur! Vi var 35 studerende afsted, fra både teologi og religionsvidenskab, og vi havde det bare S? hyggeligt sammen. Jeg må indrømme at jeg havde frygtet lidt hvordan det skulle blive at komme afsted så mange i en gruppe. At vi hele tiden skulle vente på folk der skulle tisse, at man ikke kunne blive enige om noget som helst osv Men der vfar bare ingen problemer. Selv de aftener hvor vi kunne gå ud for os selv, gik vi som regl ud i større grupper og spiste sammen, og grupperne var sammensat på kryds og tværs af folk man kente og folk man ikke kendte. Jeg fik lært en hel masse nye søde mennesker at kende, og det i sig selv er et succeskriterie Men ud over det så var det en utrolig lærerig tur. Vi fik set sten - store sten og små sten, farvede sten og grå sten, nogle stablet i ruinkostalationer og nogle i montre på museer

Nej pjat. Det kunne godt se sådan ud på de billeder jeg har taget, men det er desværre begrænset hvad man kan få med på billeder.

Den første dag kom vi til Damaskus hvor vi overnattede efter en lang tur. Vi var taget fra Århus d.23/10 kl 23 og vi havde regnet med at skulle sove i toget på vej til Kastrup. Men nej, der var landskamp i Århus den aften og det passede lige med at vi skulle til Kbh samtidig med alle roligansene!!!

Nå men vi kom til Kastrup klokken 03 og skulle ikke tjekke ind før 5.30, men at sove der, er altså ikke nemt. Så vi tog en kop kaffe og en sludder i stedet for. Så det var ikke før flyet til Wien at jeg fik en halv time på øjet og så sov jeg ikke mere. Utroligt hvad man kan når man skal.

Nå men i Damaskus var vi rundt og kigge os lidt omkring og ude at spise alle sammen sammen, før vi om morgenen tog videre mod Palmyra.

Palmyra er en oase midt i et landskab af stenørken. Det var imponerende at komme kørende oppefra og se ned over dalen med paler og grønne farver, midt i alt det gule sand og støvede sten. Nogle steder havde man vandet, så der gik tanger af grønt ud i ørkenen. Det var virkelig mærkeligt at se hvor tydeligt det var hvor der var vand!

I Palmyra ligger resterne af en by, hvor der har boet omkring 100.000 mennesker! Syrien liger mellem 3 kontinenter og silkevejen har løbet lige igennem syrien. Så landet har været meget præget af hande

l og mange kulturer har spillet ind gennem tiden. En oase som Palmyra har naturligvis været et vigtigt punkt for rejsende, det være sig karavaner af soldater , handlende eller senere pilgrimme.

Så Palmyra har altså ligget der igennem mange forskellige tider, men havde sit højdepunkt under under den græske indflydelse før år 0, det man kalder hellenismen, men fortsatte under den romerske tid så herfra var der også stor indflydelse.

En del af byen står endnu, så man kunne få et indtryk af hvordan kirken må have set ud, hvordan der må have vrimlet med mennesker på agoraen eller hvordan de vilde dyr havde kæmpet i amfiteateret osv osv. Jeg har aldrig været på akropolis, men jeg forestiller mig det må være lidt af samme følelse.

Der ud over fik vi også handlet en del i palmyra. Palmyra er kendt for sine fine dadler. Og da jeg havde lovet Faleh at tage dadler med hjem til ham, så skulle han selvfølgelig have Palmyradadler :)

Fra Palmyra kørte vi videre til Homs. Her havde vi et af højdepunkterne på min tur, da vi skulle besøge en rigtig

borg fra korsriddertiden der hedder Krak des Chevaliers. Jeg skal skrive min eksamensopgave om denne borg, så det var også mig der skulle vise rundt og forklare om borgen. Det gik bare så fint og jeg var fuldstændig solgt over dette imponerende bygningsværk!

Det er johanitter-ordenen der har været herre på borgen og kontroleret Homsdalen. Igennem her skulle alle pilgrimme fra Europa på vej til Jerusalem, så det var et ret vigtigt sted.

Borgen her er jo bygget mere en 1000 år efter ruinerne i Palmyra, men ikke desto mindre får man også her en oplevelse af historiens sus. Jeg var rent tilbage i Arn og hans tid som borgherre (har I læst Jan Guilou:Tempelridderen?), selvom det jo godt nok ikke var her, men i Gaza. Efterfølgende fik jeg en rigtig god kritik på mit oplæg og min rundvisning, så det var jo herligt. Altid rart at vide at man har lavet sit hjemmearbejde tilfredsstillende )

Fra Homs kørte vi til Hama, hvor det muslimske broderskab i 1982 dræbte kristne og liberale muslimer i en grusom massakre

Herfra kørte vi til Aleppo, hvor vi (endelig) skulle overnatte mere end en nat på samme hotel. Det er lidt hårdt hver dag at skulle tidlig op, have pakket alt ned i sin kuffert og have den sat ned til bussen inden morgenmaden. Så vi havde set frem til at komme til Aleppo og kunne få pakket en smule ud og føle os en smule mere hjemme. Og til vores store fryd viste det sig at være det vildeste hotel! Ikke som vi kender med spa og den slags. Men mere som et eventyr i 1001 nats eventyr, hvor man nærmest forventede at Alandin kunne træde ind hvert øjeblik ). Det var et gammelt bypalads der var bygget om til Hotel, dvs at værelserne var plaseret rundt om et par gårdhaver med fontæne, planter og mosaikbelagte tunge møbler. Billedet er taget oppe fra mit værelse og ud over gården.

Aleppo var en fantastisk smuk by, og vi fik herlig mad! (det gjorde vi nu for det meste). I Aleppo var vi oppe og se det fæstningsværk som man har forsvaret byen med, et såkaldt citadel. En fantastisk smuk og imponerende bygningsværk.

Der ud over var vi i moskeen, hvor Johannes døbers far (zakarias) ligger begravet. Det er altså noget af et cirkus som man skal pakkets ind som kvinde for at få lov til at komme ind. Ikke engang hvis man havde lange bukser på måtte man komme ind uden kåbe, det skulle være en kjole. Der var en af pigerne som nægtede, og som så ventede udenfor. Jeg synes altid at det er lidt imponerende når nogen har styrken til at sige fra og derved sætte sig udenfor. Hun syntes at det var kvindeundertrykkende, og hun stod fast og blev udenfor da vi andre gik ind. Lidt som da du sagde fra overfor Nilkrydset, LE

Vi snakkede faktisk om det bag efter, og flere af fyrene havde også haft det rigtig svært med at stå og se på at vi blev pakket ind. De skulle jo bare komme som de var, uden videre. Jeg har sat et billede ind, hvor man netop kan se hvordan pigerne står pakket ind og fyrene står i deres helt almindelige tøj.
Hende der står yderst til højre, underviser på fakultetet i arabisk. Hun har boet i Damaskus i 5 år, og kendte mange steder og mange mennesker. Jeg havde ikke rigtig mødt hende før vi skulle afsted, men hun viste sig at være den sødeste kvinde

Desværre kunne vi ikke sige det samme om vores tyske professor (hun er ny professor på Ny Testamente) Hun havde svært ved at forlige sig med den danske ‘løse’ stil. At vi f.eks ikke er dis med vores undervisere, at vi ikke bare hopper når hun siger hop etc. Hun følte på mange måder at vi ikke respekterede hende, og måske havde hun ret. Men vi er vandt til at respekt ikke er noget der ligger i ens titel, men noget som man får hvis man fortjener det. Vi oplevede flere gange at hun gik når der var elevoplæg (en del af turen bestod i at vi alle skulle holde et oplæg om et af de steder vi besøgte), eller hun vendt rygen til og virkede ikke det fjerneste interesseret. Og da vi var i denne moske, havde hun tydeligvis heller ikke helt fattet det der med at man ikke viser håret. Sååå, hvorfor mon vi ikke havde så meget respekt for hende?!?!?

Det blev også meget tydeligt ved, at de andre undervisere vi havde med var helt fænomenale. De forstod at det var dem der stod for det og havde ansvaret, og så hyggede de sig ellers bare med os andre i stor stil – helt super!!!

Den næste dag i Aleppo skulle vi ud og se Simon søjlehelgen, som vist nok er en katolsk helgen der sad 30 år på toppen af en søjle. Men denne dag blev uden mig, for der var det min tur til at have maveproblemer. Jeg tror faktisk ikke der var en eneste der slap for minimum en dag med dårlig mave dernede. Og det var spredt ud over hele turen og ramte både folk der aldrig havde rejst og globetrottere. Så min teori går ud på at det var noget vi havde slæbt med hjemmefra og som smittede. Men folk var også her super fantastiske. Der blev ædt stoppiller og andre ’sunde’ mediciner, så selvom folk var nede, så var de som regl hurtigt på benene igen, og ingen større kriser, selvom vi nogle dage var på lange busture uden toilet! Det vildeste var, da vi en dag måtte lave et nød-tisse-stop, og der sad 8 tøsser på rad og række med bukserne nede om hælene og tissede i et skovbryn. Det så helt fantastisk sjovt ud, og bagefter flagrede der toiletpapir omkring i ørkenvinden *LOL*

Men efter nogle dage i Aleppo vendte vi atter snuden mod Damaskus. Det var en lang tur, men heldigvis havde vi flere stop undervejs. Bl.a på et museum med mosaikker – flere sten, denne gang bare bitte små ;o) Her overvejede jeg at sætte et billede ind, men jeg tror ikke rigtig at det giver nogen mening. Tror ikke at man kan fornemme det rigtigt på et lille billede.

Der ud over havde vi et stop ved et kloster oppe i bjergene. Det var et helt vildt mærkeligt sted. For det første lå det 20 min buskørsel fra nærmeste landsby, så skulle man virkelig op og i bjergene ad små stejle stier, og deroppe lå så et kloster midt i ingenting!!! Men klosteret skulle vise sig at være hele klatreturen værd. For de første var de meget gæstfrie, og bød bl.a. på mad deroppe. Og der ud var der de mest fantastiske frescomalerier der oppe. Frescoer er næsten det samme som kalkmalerier, bortset fra at de er malet på vådt kalk. Det var meget skægt at se, for flere af dem mindede om nogle billeder der er på Krak des Chevaliers, og som jeg fortalte om da vi var deroppe. Faktisk er der så stor ligehd at man mener, enten at det er samme maler, eller er en maler fra samme kultur (man mener at de har nok begge har tilhørt den syrisk ortodokse kirke).

Billedet I ser her er bare en af væggene i deres lille kirke, og det er vel og mærket billeder der er malet i 1200-tallet!?!? Det var et imponerende sted, og kristne fra alle grene af verden kommer dertil for at komme væk fra stess og jag. Jeg kan nu heller ikke forestille mig et bedre sted at tage hen hvis man vil væk fra verden, for hold da op det var langt ude i ingenting!!!!!!

Herefter fortsatte vi vores tur mod Damaskus hvor vi ankom hen under aften. Efter lidt balade med værelserne (vores tyske veninde ville ikke have sit eget, så hun tog vores??!?), endte det med at 6 af os kom til at bo i en lejlighed. Faktisk ganske hyggeligt, hvis man ser bort fra, at da vi kom hjem på andendagen var strømmen gået og der lugtede helt vildt af acetone eller petroleum eller noget ulækkert noget. Det hjalp dog da aircon’en havde kørt lidt, men jeg tør slet ikke tænke på hvad det kan have gjort ved vores hjerneceller at have sovet i det i tre nætter?!? (hvem sagde at der ikke var noget der kunnet age skade?)

Men i Damaskus var vi rundt i byen. Bl.a var vi i Pauluskirken, som lå på det sted hvor han man mener at han blev firet ned af bymuren (Apostlenes gerninger kapitel et eller andet). Forhistorie: Paulua havde opholdt sig blandt kristne i Damaskus, eEfter at han på vejen dertil have fået en åbenbaring og var blevet kristen (før var han jo farisær og forfulgte de kristne). Det skal man nok være teolog for at synes er spændende, men da flere af os jo er teologer, så var det faktisk rigtig fint. Især var det lidt skægt at se, fordi ham der havde elevoplæg er meget troende kristen, og det var virkeligt stort for ham at stå der og fortælle hvor Paulus også havd stået. Det kan man jo så synes om hvad man vil, men det var bare så tydeligt at se at det var så stort for ham, at man nærmest blev helt rørt.

Herefter fortsatte vi rundt i det kristne område i Dam (BarThoma hedder det). Det er altså mærkeligt at se forskellen på det kristne og det muslimske område. Det kristne er på på en eller anden måde mere ordenligt og rydeligt, og det er altså ikke noget jeg siger fordi jeg pludselig er blevet racist.

Der hvor det kristne og det muslimske område mødes, ligger den store Umayad moske. Den skulle vi selvfølgelig også se. Umayad moskeen er faktisk oprindelig bygget som kristen kirke, og man siger at Johannes døbers hoved ligger begravet her (Han blev jo halshugget da Salome ønskede hans hoved på et fad, jvf et eller andet sted i biblen ;o)). Men med tiden blev der flere og flere muslimer i Dam. Og man besluttede sig for at dele kirken, så halvdelen var de kristne havde kirke i den ene ende og muslimerne moske i den anden ende. Sådan var det i mange år, men i dag fungere det kun som moske. Dog er det valgfartsted for mange pilgrimme. Det er selvfølgelig kristne fra hele verden, men mindst lige så mange muslimske pilgrimme, for Johannes døberen har også en central plads i islam.

Et andet meget vigtigt monument for muslimerne er Saladins grav, som ligger lige udenfor Umayad moskeen (igen må jeg tænke på Arn). Saladin er kendt som ham der samlede muslimerne mod de vandtro og vandt det hellige land tilbage, så det er ikke så mærkeligt at muslimerne tilbeder ham som en konge eller helgen. Da vi stod inde i hans ‘mausolæum’, kom der en flok ind, og en af kvinderne græd så voldsomt at det grønne klæde overpå graven blev helt vådt!

Som I kan se var vi igen her i Dam. pakket godt ind da vi skulle i moskeen og endda også her ved Saladins grav. Skik følge eller land fly, men hold da op det var varmt!!!

Inde i selve moskeen vagte vi en del opsigt. Vi stod jo i en stor gruppe mens dem der skulle fortælle dels omkring islam generalt (forskellen på Sunni og Shia etc), og dels mere specifikt om selve Umayad moskeen. Så mens vi stod og lyttede til oplæg kom der flere hen og spurgte nysgerigt til hvad vi var for nogle fisk (igen den enorme imædekommenhed). Blandt andet denne lille dreng var meget optaget af Martins oplæg, selvom han med sikkerhed ikke har fattet en lyd af hvad der blev sagt ).
I baggrunden står vores tyske proffesor, som endnu en gang ikke helt har fattet hvad det hele handler om. Denne gang endda med blottet brystkasse - flot!

Det næste billede er taget inde i gården man kommer ind i før man går ind i selv moskeen – bagerst ses et lille tårn som har fungeret som moskeens skatkammer. Forest til højre er det sted hvor muslimerne foretager deres rituelle afvaskninger før de må gå til bøn.
Vi kom lige til middagsbønden, så det kom til at passede fint med at vi stod og hørte oplæg, mens vi ventede på at vi kunne komme ind.

Næste billede er inde fra selve moskeen. I midten af dette kæmpe rum kan i se at der står et mindre alterlignende lille tårn. Det er derinde at Johannes døbers hoved ligger begravet. Det skulle have en helbredende virkning på ufrivillig barnløshed, så jeg blev stående LÆNGE derinde )
Det er meget anderledes end et kirkerum. Folk brugte tydeligvis moskeen som opholdsrum, for nogen sad og småsov, andre sad og sludrede og alt dette imens nogle bad. Jo der var liv og glade dage – ikke ligefremmest som en almindelig dansk folkekirke en almindelig hverdag!!!

Efter at have været i moskeen gik vi rundt på egen hånd i basaren. Et væld af fremmede farver, lugte og lyde vælter ind over én, når man går rundt i basaren. Vi startede med at købe en sharwarma og en cola for det svimlende beløb af ca 6 kroner. Så sad vi der på små skamler i basaren i Damaskus, mens de forbipasserende var ved at dreje halsen af led over alle de lyshårede piger

Der var nogle stykker i gruppen som enten ikke havde rejst så meget før, eller som bare ikke kunne lide at prutte om prisen. Så et par af os blev udnævnt til ‘forhandlere’ når der skulle købes f.eks tørklæder. Jeg synes det var alle tider, for jeg er jo vild med at gå på markeder af den slags og handle.

Vi sluttede med at tage ud og se det danske institut i Damaskus. Det er et kultursted, hvor man dels støtter lokale kulturarrangementer, dels danske kulturarrangementer (har forfatterkonferancer, mange koncerter af forskellig art mmm) og dels har de nogle værelser stående som man kan søge om at benytte, hvis man f.eks sidder og skriver på en bog.

Det var et helt fantastisk sted. Endnu et af de de gamle bypaladser, som man har brugt massere af tid og penge på at sætte i stand de sidste mange år. De er ikke færdige med at sætte det i stand, men de er nået så langt at de kunne åbne stedet for ca 3 år siden. Vi blev vist rundt af en fyr som netop er belvet ansat dernede. Før han kom derned var han ansat på Mosgård her i ﾅrhus(altså antropolog) og det viste sig at Astrid har skrevet sit speciale hos ham

Om aftenen var vi ude og spise. Vi havde egentlig friaften, men en af pigerne fik stablet en fællesspisning på benene, så vi kunne holde en afskedsmiddag (det var den næstsidste aften, men den sidste skulle vi ud og besøge vores guide og snakke med nogle unge syrere). Det blev simpelthen den hyggeligste aften! Der var 3 der ikke havde noget oplæg dernede, og de havde så fået til opgave af vores underviser at lave en sang til den sidste aften (nu blev det så den næstsidste). Så vi sad på en restaurant i Damaskus og sang om vores oplevelser på turen, skrevet på et væld af melodier fra den danske sangskat. Det var Sﾅ morsomt! De havde fået fanget nogle detaljer fra turen og havde fået det hele til at rime. En herlig sang, som er rigtig skæg og hyggelig at have bagefter

Den sidste dag var vi på Nationalmuseet, fik handlet det sidste og ellers futtede vi bare rundt og fik pakket lidt og gjorde os klar til at nu var det slut.

Om aftenen havde guiden arrangeret at vi blev kørt hjem ti ham og der var sat den helt store middag frem til os. Efter vi havde spist blev der serveret arak (lokal ousu) i gårdhaven mellem appelsintræerne og de lokale unge som Antoine (vores guide) havde inviteret, kom lige så stille drøssende ind af havelågen. Vi havde på forhånd fået afvide af vores tyske ‘veninde’ at vi nok skulle holde os fra at diskutere politik med dem. Men det skulle vise sig at være helt håbløst. For de havde dårlig sat sig og fået præsenteret sig, før de gik i gang med at svine regeringen til. Nu var de fleste af dem også lokale kristne (det var et kristent område, og de føler sig klemt af det muslimske flertal og glemt af andre kristne rundt om i verden fordi de lever i et muslimsk land. Det var faktisk ikke meget engelsk de unge kunne, men vi var ikke i tvivl om at de var bange, utrykke og ikke følte at der var nogen fremtid for dem i Syrien.

Men de var utrolig søde og gjorde alt for at vi skulle føle os velkomne og godt tilpas. Til sidst stillede de sig alle op os sang og spillede for os. Alle mulige sange som vi ikke forstod noget som helst af, men som var meget smukke.

En rigtig speciel og dejlig aften.

Og så kom dagen hvor vi skulle hjem til DK. Vi skulle til lufthavnen kl 13, så der var lige tid til at komme ud og få brændt de sidste lire af.

Sådan nogle flyrejser er nu ikke det mest ophidsende i verden. Men alligevel vil jeg lige slutte af med en enkelt episode fra hjemturen.

Vi havde en pige med som var gravid i 7 måned (30.uge). Sofie havde ikke brokket sig overhoved, hverken når det var rigtig varmt eller når vi skulle klatre i bjerge. Selv ikke når vi ikke holdt vores tidsplan, så der gik mange timer over spisetid og hun blev helt hvis i hoved (når man er gravid forværres kvalmen hvis man er sulten, så det gælder om at have noget i maven for ikke at blive syg).

Men den sidste dag blev det endnu værre for stakkels Sofie, hun fik dårlig mave (ligesom vi andre havde haft). Men for Sofie betød det at hun ikke havde lyst til mad, at hun fik den vildeste kvalme. Så det var bare en rigtig ond cirkel, og stakkels Sofie!

Da vi mellemlandede i Wien, gik en af vores undervisere så hen for at høre om hun evt kunne få et ekstra sæde i flyveren til Kbh så hun kunne ligge ned. De så straks mærkelige ud i hovedet, og begyndte at spørge om de ikke hellere måtte kalde en læge, og hvis huin var så skidt så kunne hun nok ikke komme med flyveren. Men vores underivser skyndte sig at trække i land og overbeviste dem om at det var slet ikke så slemt og selvfølgelig kunne Sofie følges med os andre hjem :-*

Men så begyndte en af de andre deltagere/studerende. Han er egentlig uddannet læge, og derfor mente han at det var hans ansvar at tage sig af lille syge Sofie så han hentede en blodtryksmåler ved smariterne, og så ville han til at måle hendes blodtryk. Men Sofie mente ikke at det var en særlig god ide at sidde og måle hendes blodtryk, når nu lige personalet var blevet overbevist om at hun da havde det helt fjong! Så det endte nærmest med at Poul (lægen) jagtede søde Sofie rundt i lufthavnen for at få lov til at tage hende sblodtryk!?! Da det ikke lykkedes, blev han sur og nægtede at gå ombord på flyet. For han viste nemtlig godt hvem det var der stod med ansvaret hvis der skete noget og han mente ikke det var ansvareligt og bla bla bla. Så for ligesom at få ham dyset til ro lod Sofie ham til sidst måle sit blodtryk for at få fred, og det var da også helt fint. Så alt endte godt og vi fik alle med hjem i god behold )

Der skal siges at det ikke var eneste gang at vi havde mærkelige oplevelser med Poul-doktormand. Mit første indtryk af ham var da jeg i Wien (på udturen) stod boran ham i security. Han havde et indkøbsnet/mulepose med som håndbagage, hvorfra de bad ham om at tage noget frem og vise dem efter scanningen. Det viste sig at være et bit-sæt????? ja sådan et man bruger til sin boremaskine! Ved spørgsmålet om hvad han dog skulle bruge det til, svarede han kækt, at der jo altid var noget der gik i stykker!!!! (på flyveren spørger jeg bare!!!!!!). Nå, men som I kan høre havde vi altså også et par originaler med på turen, til megen latter og stor frustration til tider. Men selv dem fik vi faktisk ‘delt’ imellem os på en god måde
Det var vist alt for denne gang. Det var en fantastisk tur!!!!!!