Main menu:



Det er ved at være lidt siden jeg har skrevet, så jeg ville bare lige skrive at alt går godt her. Skønt at få mails fra jer der læser med, og høre jeres reaktioner )

Grunden til at jeg ikke har fået skrevet så meget er at ungerne er startet i skole, hverdagen er startet og - tja så virker det ikke som om der er så meget at skrive om. Det er vel som med så meget andet, den ene dag tager den anden uden de store sindsoprivende oplevelser = hverdag, ligegyldig hvor i verden man er.

I går var Sofie hjemme fra skole med ondt i maven, men idag var hun afsted. En sådan almindelig dag ringer vækkeuret lidt over 6. Efter lige at være kommet til mig selv (evt et bad) står jeg op og sætter boller på plade og sætter dem i ovnen, før jeg går ind og vækker ungerne. Thomas går som regel ind og vågner ved sit Lego mens Sofie får ordnet hår og børstet tænder. Så passer det med at Christian har lavet kaffen og sat morgenmaden klar når bollerne kommer ud af ovnene.
Efter morgenmaden får de uniformer på og kvart i otte kører vi mod skolen.

Det gode ved det engelske skolesystem der køres efter er at strukturen og disciplinen - det er super for Sofie og Thomas ved også præcis hvad han skal når han kommer om morgenen.

Det er først i denne uge at jeg ikke er hos dem hele dagen. Så jeg kører hjem indtil kl.12.30 hvor jeg henter Sofie, så hun kan komme hjem og sove til middag før vi henter Thomas kl.15.
Inden aftensmaden skal Sofie lave lektier og … ja så går dagene )

Så nu hvor ungerne er afsted og jeg ikke skal være med, skal jeg til at have fundet min rolle, min tid. Der er heldigvis en masse jeg skal have læst og så snart jeg kan skal jeg i gang med intensiv swahiliundervisning. Her kan jeg sagtens klare mig med engelsk, men andre steder i landet er det ikke så nemt. Som f.eks når jeg skal til Karagve til missionsmøde om 14 dage, der er jeg ret afhængige af mine kollegaer og deres swahilikompetencer.

Der ud over vil jeg gerne lægge lidt arbejde i den kirke jeg kommer i hernede. Det er en engelsktalende interkonfessionel kirke, med mennesker fra hele verden. Gudstjenesten er ledet af ‘almindelige’ mennesker - ja faktisk tror jeg nok jeg er den eneste der er ordineret i menigheden ) Men det hindrer dem ikke i at holde gudstjeneste prædike og endda holde nadver. Ikke en af dem er i noget der ligner præstetøj el.lign. Jeg sprugte dem i lørdags om de havde overvejet at den der leder gudstjenesten skulle have en form for uniform, så man vidste det var ham/hende der var liturg. De så på mig som om jeg var fra en anden planet og sagde: Jamen vi siger jo hvem det er når vi starter! Godt så, hvem vil stadig tale for en stor tung uldsag med hvid tallerken om halsen?
Nå, det var lidt nyt herfra.
Sender kram til jer alle )