Main menu:



Starter med slutningen - Lokal gudstjeneste søndag d.9.okt 16

Det har været den vildeste dag. Aner ikke hvor jeg skal starte eller begynde eller … men nu prøver jeg

Det er søndag d.9.oktober. Jeg er til missionærmøde hvilket er Danmissions missionærer i Tanzania der mødes – og jeg har altså fået lov til at være med, selvom jeg ikke er missionær men kun har en associeret aftale. Vi er rejst ud og besøge Else Højholt i Kyerva. Kyerva er et område i Karagve-stift, som ligger helt oppe i det nordvestlige hjørne af Tanzania, lige ved grænsen til Rwanda. Skal nok skrive om rejsen senere, men her er et kort så I kan se nogenlunde hvor jeg var ) map+.png

Søndag startede med morgenmad allerede 7.30 da der var afgang til kirke kl.8.30. Vi skulle i en af de lokale kirker til swahiligudstjeneste. Jeg havde glædet mig meget, selvom jeg jo ikke ville kunne forstå hvad der bliver sagt.
10 minutter før bilen kører, finder en af de lokale ud af at jeg er præst, griber knoglen og ringer. Efterfølgende kan de andre fortælle mig at de nu venter mig i kirken og at de regner med at jeg prædiker  - ! 8O - ! – 8O
Bliver liiiige lidt paf. Det er ret angstprovokerende at skulle prædike fuldstændig uden forberedelse, ind i en kultur jeg ikke kender og jeg kan for øvrigt heller ikke sproget!?! ‘Pytpyt, Else skal nok oversætte for dig (stort smil)’ 8O …. Heldigvis kommer Brigton over og visker mig hvilken tekst jeg skal prædike over – så vidt så godt! Jeg trækker vejret dybt, og tænker galgenhumoristisk at hvis jeg slipper fra det her, skal jeg aldrig mere bruge en uge på at forberede en prædiken! Og forsøger at synke en klump af angst, der truer med at tage magten over min mave. På en eller anden må det være den ultimative test, hvor professionel er jeg? Tør jeg stole på at når jeg står der, så har jeg noget at komme med? Så kommer jeg i tanke om; er der ikke noget med at de prædiker i halve og hele timer? Ohh ny rædselsbølge, der må sluges. Hvad end der sker, kommer jeg ikke til at prædike så længe, sådan er det bare – væk med klumpen igen (går min prædiken over 7 minutter derhjemme, begynder folk at gabe).

Turen til kirke tager ca 10-12 minutter og er himmelråbende smuk. Op og ned ad snoet jordvej, simple huse med bliktag, sorte ranke mennesker i stiveste søndagspuds på vej i kirke, geder der springer for livet kombineret med udsigt til bjergene i Rwanda, der ligge lige på den anden side af sumpen. Kæmper stadig med den der klump, alt imens en masse vinkler og tanker om teksten ræser rundt i mit hoved. Jeg husker på Helle Brinks ord om at man gerne må genbruge, og tænker at jeg måske kan bruge noget af det jeg havde forberedt til gårdsdagens aftenandagt om Jesus som vejen, sandheden og livet…..

IMG_6140.jpgDa vi kommer frem tager Else fat i mig og hiver mig med om til sakristiet: ”Vi går ind i procession sammen med præsten, der skal lede gudstjenesten, og koret”. Jeg følger stadig pænt trop mens jeg forsøger at se fattet og overskudsagtig ud. Kort bøn på swahili i sakristiet og så er vi klar. Koret synger mens vi bevæger os op gennem kirken i en nærmest dansende og rytmisk bevægelse følgende korrets fantastiske sang – jeg med min danske bibel under armen en flaske vand og en klump der stadig truer med at lade panikken eksploderer i min krop.

IMG_2646.jpgDa vi når op til alteret, bukker vi, og Else og jeg sætter os ved siden af alteret på de to stole der er sat frem. Gudstjenesten går i gang…Jeg er stadig midt i en krig mellem Pluto med englevinger, der siger at jeg må stole på Heligånden og den lille djævlepluto på den anden skulder som bliver ved at friste til panik. Jeg følger Gudstjenestens forløb, alt imens Else oversætter lidt hist og pist. IMG_2648.jpg

IMG_2649.jpgDen er den vildeste totaloplevelse! Det er så sanseligt stærkt at synge med disse mennesker - salmer jeg ikke forstår et ord af, den fyldte kirke med sorte mennesker i deres fineste tøj, lugtene, varmen, at høre koret synge og danse imens lille lyse Selma bryder farven i flokken af børn.

Undervejs i gudstjenesten skal vi også synge en dansk salme og Simon holder en fin tale (på swahili) om at vi alle er Kristi lemmer men på samme legeme og at ørene ikke kan undvære øjnene osv. Han er altså dygtig til det han laver!
efter ca 1½ time nærmer sig tiden. Jeg er på dette tidspunkt forbløffende fattet. Tager min bibel, går op foran alteret, knæler og beder en kort bøn og går på prædikestolen med de 4 stikord.

Jeg tænker at det altid er godt med et fælles grin og indleder derfor med at fortæller om hvordan man pinsedag troede disciplene havde drukket da de pludselig talte på andre sprog – men at jeg gerne ville forsikre dem om at jeg var ganske ædru, men bare ikke kan swahili endnu.
IMG_2660.jpg Herefter holdt jeg noget der faktisk godt kunne kaldes en prædiken, mens Else oversætter. Jeg fortalte bl.a fortællingen om fodsporene i sandet – men gik lidt skævt ved at sige det var en strand, da ingen i kirken anede hvad en strand var….. Tror nu nok at Else redede den i oversættelsen.  Det var vist den eneste kulturbrøler jeg fik lavet, og efter at have sagt amen, satte jeg mig pænt ned på min plads igen - stolt og ydmyg.
Gudstjenesten fortsatte. Vi var kommet til offeret/indsamlingen hvor man tre gange skulle give gaver eller penge IMG_2661.jpg
IMG_2664.jpg Alle de materieller gaver (især madvarer), blev  efterfølgende solgt udenfor kirken på aktion. Se et klip fra gudstjenesten her.
Billeder fra aktionen (både Mettes og mine billeder. Husk du kan klikke på dem for at se dem i større)
IMG_2680.jpg   IMG_2671.jpg   IMG_2677.jpg   IMG_6145.jpg   IMG_6157.jpg  

IMG_6170.jpg   IMG_2681.jpg   IMG_6160.jpg   IMG_6162.jpg   IMG_6171.jpg

Der var en i menigheden der for at vise sin taknemmelighed, købte mig en levende hane…..IMG_6148.jpgMkisa og Alinda tjekker lige at hanen er ok )

Jeg er stolt af mig selv, ydmyg over de fremmede omgivelser, menneskerne og det liv de lever med så lidt. Og samtidig var jeg meget taknemmelig for at være blevet presset ud over mine egne snævre grænser. Stærk dag fyldt med mange smukke minder.