Main menu:



Er verden sort-hvid? - om at forstå sig i en uforståelig verden

En tidlig november morgen. Regnen trommer mod ruden. Gnider øjnene mens jeg prøver at få mig selv til at svinge benene ud over sengekanten.
Alting er som det plejer og alligevel er det helt anerledes. Der går ikke timer før lyset bryder frem, det er ikke råkoldt og skuttende, ungerne skal ikke have flyverdragter, hue og vanter på og regnen er ikke tung og kold men en velsignelse som fylder sprækkerne i den tørre jord og får lokalbefolkningen til at smile og glæde sig over nok vand til at både dyr, mennesker og afgrøders overlevelse noget tid endnu.

Jeg skriver ikke for meget om det på facebook, for ikke at gnide salt i den novebermørke stemning derhjemme. I september da jeg knagfrøs og der var indiansummer i DK var der ikke mange der var misundelige, men nu hvor mørket og kulden rammer, og vi endelig har fået sommer her, har det ændret sig. Og lad mig her være helt ærlig: Jeg nyder hvert eneste øjeblik med varme og sol i fulde drag, hver eneste solskinstime som giver fregner og indre varme for en frossenpind som mig. Thomas der løber direkte ind i havevanderen og bliver gennemblødt – og det er ligegyldigt. Men i baghovedet ligger bevidstheden om at solen og varmen brænder mange afrikaneres afgrøder og efterlader dem sultne. Mit velbehag sat overfor deres eksistensgrundlag….

For mig er det at leve her i Tanzania en konstant påmindelse om altings dobbelthed. Bevidstheden om at hvor meget en socialist som mig end kunne ønske det var anerledes, så er der en forskel – en forskel på de hvide og de sorte, på dem der har magt og de magtesløse, på de fede og de sultne, på dem der har penge og dem der ingen har.

Jeg er hvid. Jeg har magt (om ikke andet over mit eget liv), jeg er fed (tyndfed, som min søster siger) og jeg har penge. Hvordan jeg end vender og drejer det, så lever jeg i en anden verden end de fleste mennesker her i Tanzania. En konklusion jeg bakser med at finde mig til rette i. En konklusion hvor min optimisme og idealisme har trange kår, og hvor min naivitet og tro og håb om forandring dagligt sættes på prøve.

Hvem er jeg? Jeg forandres konstant i mødet med virkelighedens realiteter.

Jeg forsøger at opretholde min tro på økologi og fastholder at jeg vil dyrke min urtehave uden kemikalier, på trods af at de lokale ryster overbærende på hovedet over min idealisme. Kan godt se at med deres øjne er det idioti frivilligt at overgive sin mad til insekterne.
At drive have her, kræver vanding, hvilket betyder at jeg har en havevander til at vande min have, rigtig mange timer om dagen.
Samtidig hører jeg mig selv, let irriteret, sige til Thomas for 4.gang at han ikke bare skal hælde drikkevand i sin drikkedunk, og så hælde det ud en halv time efter, bare fordi det ikke længere er koldt, hvortil ungen svarer: ”Mor jeg synes altså du skælder mig meget ud”.

Hvor er den levede idealisme og hvilke værdier giver jeg videre?

Jeg forsøgte at tale med søde Halima (hushjælp) om hvordan hun som sort, relativt fattig, ser på hvide og på den måde verden/historien har favoriseret en lille del af verdens befolkning. Hun trak på skuldrene og svarede med et smil: It is just the way it is. And you can’t help where you where born.

Gud hvor er det svært at inde hoved og hale i livet!

Og så - lige efter jeg har slået dette op, ser jeg nedenstående, som jeg har slået op på facebook for et år siden.
Relevant her…????
Nu vil jeg i hvert fald dele det med jer og så vil jeg tænke noget mere over det, igen i år :

“Dæmoni gør enøjet. Et enkelt aspekt bliver til helheden. Og det sker, hvad enten det drejer sig om noget godt eller ondt. Både godhed og ondskab kan antage dæmoniske former. Tanken om det fuldendte samfund, den rene samvittighed, den perfekte familie ender med at blive totalitær. Når godheden går amok, bliver den formynderisk; når religiøsiteten går amok, bliver mennesket selv Gud; Når moralen går amok, bliver livet umenneskeligt. Og så er Satan løs”
(Kirsten Nielsen)